Spulede øjne version II

Selvfølgelig var jeg nervøs, da jeg skulle møde ham for første gang.

 

Når han udtalte sig i fjernsynet, virkede han hård, kold, stædig og kynisk. Det grå militaristiske strithår og de onde, skulende øjne. Nu havde Stig Wølch lagt sag an mod politiet og skulle føre sin sag ved Landsretten i Viborg.



Her viser politimand Frank, hvor han stod, da han skød mod

den grønne bil og Lars Wølch, der kom brølende imod ham.

Det var kun et mindre problem, da det viste sig, at Wølch slet ikke

var skud gennem frontruden, men gennem sideruden.

 

Han påstod, at politiet havde skudt hans søn under omstændigheder, der var blevet holdt hemmelige. At statsadvokaten havde dækket over, hvad der virkelig var sket den nat i Tilst i 2001, da Lars Wølch og Claus Nielsen døde. Jeg tænkte, at han måtte have spist en ordentlig omgang fornægtelsessuppe.



Det var ham selv, der tog imod os i døren. Min kollega, Sanne, og jeg trippede ind og så os nervøst omkring. Havde han mon et våben, han ville skyde os med, hvis vi ikke var enige med ham? Ville han angribe os med de bare næver, hvis vi nægtede at tro på hans version af sagen?

Fra stuen var der udsigt til kolonihavehusene. Solen var varm. Alt åndede fred. Det var august 2007. Vi fik kaffe.



Sådan er skuddet gået gennem hovedet på Lars

Wølch. Det stemmer meget dårligt med, at politimanden

har stået foran bilen og afgivet skud, da Wølch kørte frem

for at påkøre mand og politibil.



På bordet lå mapperne i stakke, og hans mund stod ikke stille et eneste sekund. Han fyrede fakta og skitser og rapporter af i hovedet på os. Skudvinkler, obduktionsrapporter, ballistiske undersøgelser, radiokorrespondancer, afhøringsrapporter.

Det var min kollega, der stillede ham det spørgsmål, der skulle stilles: Har du været indlagt på sindssygehospitalet? Først så han overrasket ud. Så grinede ham. Vi grinede også. Lidt nervøst.

Det havde han ikke. Endnu, tilføjede han. 

Vi vendte tilbage til avisen med en stak papirer og to versioner af hændelsesforløbet. Politiets og faderens. Ingen tvivl om, hvem vi som udgangspunkt troede på. Var denne far ikke bare en desperat mand, der havde svigtet sin søn, så han var røget ud i noget skidt og var endt med at blive skudt, da han angreb politiet med sin bil? Var hans kamp ikke bare et forsvar mod hans egen utilstrækkelighed som far? Det regnede vi med … indtil vi havde læst papirerne.

Jeg fik samme følelse igen, da jeg gennemgik politiets egne dokumenter fra gerningsstedet. Strålen stod mig direkte ind i øjnene. De blev spulet. Her var noget helt galt. Den officielle forklaring på, hvad der skete den nat, stemte helt klart ikke overens med politiets egne tekniske beviser. 

Lars Wølch på 25 år var skudt i siden af hovedet. I tindingen. Projektilet havde bevæget sig fremad og lidt nedad i hans hjerne. Næppe en skudretning, der stemmer med, at politimanden står foran bilen og skyder for at forsvare sig selv og sin kollega.

Lige så slemt var det med det skud, der slog 23-årige Claus Nilsen ihjel. Kuglen var gået ind oppe ved skulderen og ned gennem ryggen, gennem kroppen og endt ved bughulen foran på maven lige under huden. Han var skudt oppefra og ned gennem kroppen. Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvad søren var der sket?

Sanne og jeg ville lave to versioner af tragedien, når sagen skulle køre i landsretten. Politiets og faderens. Vi ville fortælle begge dele, så folk selv kunne vælge, hvilken de ville tro på. Men en vred politikommissær ved navn Ole Madsen fra Østjyllands Politi oplyste, at de to betjente fra den nat selvfølgelig ikke ville være med.

”Og I burde for øvrigt overhovedet ikke give den far mere taletid. Han havde allerede fået rigeligt,” tilføjede politimanden.

Jeg har lige siden stædigt forsvaret Stig Wølch, når jeg har diskuteret sagen med andre mennesker.
Første gang jeg hørte et andet menneske sige, at de to banditter i Tilst havde fortjent at blive skudt af politiet, troede jeg knap nok mine ører. Det var til en familiekomsammen. Kvinden sad helt roligt foran mig og påstod, at det var i orden at skyde og dræbe de to unge mænd, når de nu forsøgte at køre politifolkene ned.
Efter endt måben tog jeg selvfølgelig til genmæle.

Vi har ikke dødsstraf i Danmark, og da slet ikke for biltyveri. Så kan det da godt være, at nogle kan have den holdning, at vi burde straffe ved at tage andre menneskers liv, men så er det vel politikerne, der skal lave nye dødsstraflove. Vi har vel også stadig noget, vi kalder domstolene, som, vi regner med, yder en vis form for retfærdighed.

Men kvinden til familiesammenkomsten stod fast: De to unge mænd havde fortjent at blive skudt.

Anden gang jeg hørte synspunktet blev jeg lige så overrasket. Her var argumentet lidt det samme: At sådan nogle kriminelle banditter var samfundet bedst foruden. At ingen ville begræde at sådan et par kanaljer var væk. Denne gang kom vreden lige med det samme. Jeg sagde, at hvis han havde sådan en holdning, så burde han flytte til Iran, hvor alle rettigheder og forestillinger om demokrati alligevel er sat ud af funktion.

Jeg håber, at ingen mennesker nogensinde mister et barn på en så grusom måde som Lars Wølch og Claus Nielsens familier. Tænk at skulle lægge øre til at andre siger offentligt, at deres børn havde fortjent at blive slået ihjel … Kan man forestille sig noget mere ondskabsfuldt?

Jeg plejer at sige, at hvis man ikke kender substansen i sagen, så skal man passe på med at udtale sig. Officielt sagde politiet, at Lars Wølch kørte ind i politibilen, og de følte sig i livsfare. Claus Nielsen skulle efter sigende bukke sig ned efter en genstand, som betjenten, der skød, troede, var et våben.



Sådan er skuddene gået gennem den grønne bil, hvor Lars Wølch

sad i førersædet. Det skud, der er gået gennem forruden, har ikke

ramt nogen. Skuddet gennem sideruden undgik netop at ramme

Dennis, der sad i passagersædet. Det er det eneste skud i

Tilst-sagen, hvor der er lidt at hente hos Statsadvokaten. Han "beklager",

at det gik af, da betjenten bankede på ruden med sit våben. Dennis siger, at

han skød direkte imod ham. Men han er jo utroværdig. Modsat politifolkene.



Det er ikke op til mig at afgøre, hvornår en politimand føler sig i livsfare. Men når de tekniske beviser fortæller en anden historie end den, som dem, der skød, så mener jeg, at vi som samfund har et gigantisk problem.

Det kan godt være, at Stig Wølch virker hård, kold og kynisk, når han optråder på tv. Men han er både sjov, venlig og en kærlig far. En far, der kæmper for retfærdighed for sin søn. Og jeg står bag ham. Hele vejen. For han har ret: Sandheden om, hvad der skete, den nat hans søn døde, er ikke kommet frem.  

Sådan gik skuddet gennem Claus Nielsen. Der var stor polemik

om, hvordan det kunne lade sig gøre. Politiet forsøgte at lave en

rekonstruktion, men de brugte ikke det famøse koben, som Frank

siger, Claus Nielsen greb som et våben. Altså grunden til, at han

overhovedet blev skud. Det kunne nemlig ikke lade sig gøre at

holde kobenet samtidig med. at offeret skulle ligge i

en stilling, der gør skudvinklen mulig.

Sagen skal for Højesteret den 2. og 3. august i år.