Det fik mig til at tænke på, om justitsministeren også kan gå ud og kræve, at han eller hun er blevet misinformeret.
 |
| Pernille Oldenborg Lind. 14 år. |
Da Lene Espersen var justitsminister gjorde hun rede for Pernille-sagen overfor Retsudvalget. Ministeren fik selvfølgelig sin politidirektør, Jørgen Ilum, i Århus til at redegøre for sagen, så hun efterfølgende kunne forklare udvalget, at hver eneste sten i den tragiske sag fra Galten var samlet ind, drejet rundt og gransket.
Redegørelsen fra februar 2008 lukkede munden på udvalget, som nu blev forsikret om, at alt var gået efter lærebogen, og at her var tale om et selvmord. Der stod i redegørelsen:
”Efterforskningen har flere gange, også på ledelsesniveau, nøje været gennemgået, herunder set i lyset af de henvendelser der er kommet fra familien og journalist Ellen Stampe, Nyhedsavisen, og var efterforskningen fundet mangelfuld eller behæftet med fejl, og/eller havde der været den mindste mistanke om, at der lå en forbrydelse bag en 14-årig piges død, kan jeg forsikre, at politiet ville være de første til at reagere”. Tre år senere bliver Pernilles sag genåbnet.
Men hvad betød det så, det som stod i redegørelsen til justitsministeren og retsudvalget? Efterforskningen var jo hverken behæftet med fejl eller mangelfuld. Hvorfor så genåbne sagen?At Pernille havde haft kontakt med nogle unge fyre op til sin død, ændrer jo intet ved konklusionen på, at hun selv har valgt at forlade denne verden, gør det?
Det var i hvert fald det, som justitsministeren sagde til retsudvalget. Det var den besked politidirektør Jørgen Ilum havde givet ministeren. Han havde forsikret om det. Og så er vi tilbage ved transportminister Hans Christian Schmidt. Han ville have, at DSB indrømmede, at det havde misinformeret ham. Kan justitsministeren ikke også kræve det samme i sagen om Pernille? Eller er det for lille og ubetydelig en sag til, at man gider gøre mere ved det? Det var jo bare et 14-årigt barn på vej ud i livet, der pludselig døde. Ikke DSB eller et skotsk selskab, der griner hele vejen til banken.
Politidirektøren forsikrede om, at hvis der var den mindste mistanke om en forbrydelse, så ville politiet være det første til at reagere. Jeg sidder tilbage med en stille undren. Hvis en politidirektør fortæller en justitsminister noget, som igen fortæller retsudvalget noget, der viser sig at være forkert. Hvilke konsekvenser får det så? Ingen ser det ud til. Hvad kan vi så bruge redegørelser til? Måske har Hans Christian Schmidt spurgt sig selv om det samme, lige inden han sagde, at han ville have en indrømmelse.
Hvad tænker justitsministeren?
