I sidste uge sad jeg på et thai-spisested i Ilulissat og spiste mine nudler, da der kom en politimand ind ad døren. Han var afsløret, fordi han steg ud af en firehjulstrukket patruljevogn i sneen udenfor. Vi faldt i snak, og han sagde, at han var udsendt på opgave i en uge. Jeg fortalte, at det var jeg også.
 |
| Selv politifolk på Grønland ved, at Pernille har begået selvmord. |
Så faldt samtalen på sagen om Pernille, og jeg måtte indrømme, at det var mig, der havde skrevet bogen. Det fik ham øjeblikkeligt til at udbryde, at det slet ikke var tvivl om hos politiet i Århus, at Pernille havde begået selvmord. Jeg syntes, det var ganske interessant, for hvordan kunne politiet sige sådan til ham samtidig med, at sagen er genåbnet for at efterforske, om der kan være sket noget andet?
Så fortalte ham mig, at hans gode ven hos anklagemyndigheden, Poul Gade, havde sagt, at der slet ikke var nogen tvivl: Pernille har taget sit eget liv. Begrundelsen var vist, at de veninder, som politiet havde afhørt, havde sagt, at hun var dybt deprimeret. (Her må menes den pige, de trak op på Pernilles værelse samme aften, Pernille døde. Den pige, der ikke fik lov at læse sin afhøringsrapport igennem, og som lige havde stået og set på sin døde veninde).
Jeg må jo erkende, at det nu er anden gang, jeg hører dette rygte om Pernilles selvmord fra anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi. Før jeg rejste, fik jeg at vide, at en af de andre jurister i afdelingen, sagde til journalisterne, at Pernille helt sikkert havde begået selvmord. Dette ville bare blive svært at bevise.
Jeg sidder tilbage med en meget ubehagelig fornemmelse. Når anklagemyndigheden er så sikker, kan vi så stole på, at de folk, der efter sigende efterforsker sagen, udfører et objektivt stykke gravearbejde for at afdække sandheden? Kan vi undgå, at der ikke sker en påvirkning fra anklagemyndighed til efterforskere?
Det tvivler jeg på.
Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at der bliver taget ufine metoder i brug for at overbevise journalisterne og offentligheden om, at her er tale om et selvmord. Igen er det jurister fra anklagemyndigheden, der er ude med deres altoverskyggende viden i sagen. Denne gang har folk fra pressen fået at vide, at der findes en ubehagelig sagsmappe på Pernille hos kommunen. Altså en mappe med papirer, der angiveligt beviser, at vi har at gøre med et problembarn, der sagtens kan have taget sit eget liv. Det passer bare ikke.
Den 17. januar 2008 skrev Pernilles mor til Skanderborg Kommune og bad om aktindsigt i alle notater, dokumenter eller skrivelser, som den tidligere Galten Kommune måtte have liggende på hendes datter. Den 26. februar samme år kom svaret: Der findes ingenting.
Når sådanne rygter siver ud fra politiet og juristerne, kan man ingenting stille op. Det er ufint og uartigt at sige noget uden for citat, som oven i købet ikke er sandt.
Da jeg i 2008 skrev om sagen i Nyhedsavisen, fik jeg en mail fra en kollega i København. Hun havde fået at vide af en god og troværdig kilde hos Rigspolitiet, at det var Pernilles far, vi skulle se lidt nærmere på. Kilden kunne også garantere, at Pernille havde begået selvmord.
Det har altid undret mig, hvordan den kilde kunne sige sådan. Pernilles far blev jo aldrig afhørt om sit forhold til sin datter. Hvorfor lader man så sådan nogle grumme ryger sive?
Jeg ved godt, at vi burde kunne stole på de mennesker, der bliver betalt for at passe på os. Men når nogle i betroede stillinger ikke er for fine til at sætte beskidte og usande rygter i gang, så ødelægger det troværdigheden for hele myndighedens virke. Og hvor er det skammeligt.
Jeg var villig til at sætte min tillid til, at politiet denne gang ville efterforske Pernilles død med den åbenhed og objektivitet, som den fortjener. Men nu har jeg mistet tilliden. Jeg er sikker på, at ”efterforskerne” udelukkende arbejder på at bevise den tese, der hele tiden har stået lysende klar fra dag ét. Selvmord.
