Så blev presset alligevel for stort for ledelsen hos Østjyllands Politi.
Da retsudvalgsformand Peter Skaarup sagde, at nu var det slut med at have nej-hatten på, lod chefanklager Marian Thomsen offentligheden vide, at man pludselig godt ville genåbne sagen. Hun understregede dog, at både findestedsundersøgelsen, vidneforklaringer og obduktionserklæringen ENTYDIGT pegede på selvmord, da sagen tog sin begyndelse i juni 2006.
Hun nævnte dog ikke, at findestedsundersøgelsen var gennemført på kun 19 minutter.
At vidneforklaringen blev lavet på Pernilles værelse af en veninde, der var i chok og som ikke fik lejlighed til at høre, hvad hun var citeret for.
Og at obduktionsrapporten blev lavet af en læge med fem måneders erfaring på Retsmedicinsk Institut.
|
Pernilles mor, Annelise, bliver interviewet af Station 2.
Hun bliver stadig spurgt, hvorfor hun ikke bare vil acceptere,
at Pernille begik selvmord. Nu må den snak om, at Pernille
gjorde det selv altså stoppe. |
Men lad nu disse fakta være vand under broen. Nu må snakken om selvmord omsider stoppe.
Jeg henvendte mig i juni 2009 til embedslægerne i Region Midtjylland. Jeg ville gerne høre, hvordan fagfolk under Sundhedsstyrelsen vurderede obduktionsrapport, billeder og dødsårsag. Den embedslæge, jeg talte med, var ikke i tvivl. Han sagde, at dette dødsfald var et drab, og at gerningsmanden sandsynligvis ville være i stand til at gøre det igen, fordi han slap godt fra det med Pernille.
Embedslægen ville lige konferere med sin chef og melde tilbage hvilke skridt, der skulle tages.
Jeg ventede. Og ventede.
Når jeg spurgte, hvordan det gik, meldte de, at de arbejde på sagen, men at de aldrig havde haft en sag som denne før og derfor ikke helt vidste, hvordan den skulle håndteres.
Min bog udkom i marts 2010.
Samme dag blev jeg ringet op af embedslægerne i Region Midtjylland, der oplyste mig om, at det slet ikke var muligt for Sundhedsstyrelsen at blande sig i obduktionsrapporter. Dette var politiets område. De ville godt beklage den lange sagsbehandlingstid, men det havde været en meget svær sag.
Jeg protesterede.
Især var det svært for mig at acceptere, at der var mørke plamager i Pernilles ansigt, som ikke var beskrevet i obduktionserklæringen. Især på ansigtets højre side. Samme side som neglemærkerne på halsen.
Samtalen mundede ud i, at Embedslægeinstitutionen ville skrive et brev til Østjyllands Politi og gøre opmærksom på, at der var ”en uoverensstemmelse” mellem det skrevne og det, der kunne ses på fotoet.
Brevet til politiet bliver sendt i marts 2010. Her bliver politiet gjort opmærksom på, at der er noget i ansigtet, der ikke er beskrevet i rapporten. Men skrivelsen får ikke anden opmærksomhed, end at Marian Thomsen sender en mail direkte til mig den 26. april, hvor hun skriver:
”Jeg har fra Embedslægeinstitutionen Region Midt modtaget en henvendelse, hvoraf fremgår, at De personligt har henvendt Dem vedrørende Pernille Oldenborg Lind og påpeget, at der i obduktionsrapporten mangler en beskrivelse af det mørke, der ses omkring øjnene, og har spurgt, om ”der kan tænkes at være andre mangler i obduktionserklæringen”.
Embedslægeinstitutionen har fremsendt akterne hertil med bemærkning, at politiet findes at være rette instans til forelæggelsen af dette spørgsmål.
Jeg har hertil følgende bemærkninger:
Som tidligere meddelt ønsker politiet ikke at medvirke til Deres research – og markedsføring – af bogen om Pernilles død.
Sagens parter, Pernilles forældre, kan anmode om, at efterforskningen genoptages. Det forudsætter, at der er kommet væsentligt nye oplysninger frem. Politiet vil herefter med klageadgang til statsadvokaten vurdere, om der er grundlag for en genoptagelse”.
Jeg svarede aldrig på mailen. Det var ikke mig, der ønskede, at Østjyllands Politi skulle vurdere, om der var noget lægevidenskabeligt i vejen med obduktionsrapporten. Den slags, mener jeg, at uddannede fagfolk er bedre til.
Nu, hvor sagen om Pernille er ”genåbnet”, vil jeg da kraftigt opfordre politiet til at tage kontakt til den dygtige embedslæge, der rettede skriftligt henvendelse til politimyndigheden i marts måned sidste år. Så kan vi nemlig få droppet al den snak om selvmord og koncentrere os om at finde ud af, hvem der besøgte Pernille den aften. Hvis lægen bliver spurgt, er jeg ikke i tvivl om, at han vil fortælle dem det samme, som han fortalte mig. Pernille er blevet dræbt.
Og hvis det ikke er nok til at få de sidste røster om, at hun gjorde det mod sig selv til at forstumme, så lav en rekonstruktion i hjemmet. Der vil det nemlig vise sig, at det slet ikke er muligt at klemme tilstrækkeligt hårdt på halsen til at fremkalde et menneskes død. Hvilket jo så rejser det næste store spørgsmål: Hvordan døde hun så?
Det bliver spændende at følge, hvordan politiet vil gribe ”efterforskningen” an.