Bloggen ligger stille

Som læser er det formentlig tydeligt at se, at denne blog ligger relativ stille. Det gør den, fordi jeg er blevet centerleder for Center for Rets- og Politiforskning, Cerepo.
Følg med i skrivelserne på www.cerepo.dk

Fem år siden Pernille døde

I dag er det præcis fem år siden, Pernille Oldenborg Lind døde. Det er fem år siden hendes mor og far første gang sagde, at deres datters død ikke kunne være et selvmord og bad politiet efterforske sagen. Og hvad er der sket siden?

Jeg er i dag blevet ringet op af efterforsker Maibritt Bornhøft Højrup fra Østjyllands Politi. Det vender jeg tilbage til.

Sysshhhhh ...

Politiet meddelte kort efter dødsfaldet i 2006, at sagen var lukket som et selvmord. Begrundelse: Pernille havde sagt til sine veninder, at hun ikke ville leve mere.

Forældrene klagede til statsadvokat Elsemette Cassøe. Hun sagde, at politiet havde helt ret. Pernille havde jo sagt til sine veninder, at hun ikke ville leve mere.
Sagen var lukket.

Politiet åbnede den kortvarigt i 2008 for at undersøge et skrab fra Pernilles negle, der blev lavet i forbindelse med obduktionen. Det skete, fordi Peter Skaarup, der er formand for Retsudvalget, begyndte at rynke brynene over ”efterforskningen”.
Resultatet viste, at Pernille ikke havde noget som helt under neglene. Heller ikke sin egen hud selvom obduktionsrapporten beskrev mærkerne på halsen som ”neglemærker, der kunne være påført af personen selv, da hun strammede lagnet”.

Sagen var lukket. Igen.

Indtil februar i år. Så skrev BT om sagen, og Peter Skaarup var endnu mere sur denne gang.

Pernilles død skulle så pludselig undersøges. En undersøgelse som alle hilste velkommen.

Men nu er der gået fire måneder, og så blev jeg ringet op i dag.

Maibritt Bornhøft Højrup præsenterer sig. Hun siger:

”Jeg er i gang med at læse din bog om Pernille”.

Selvfølgelig bliver jeg enormt smigret. Tænk, at en rigtig politikvinde gider læse min bog.

Så oplyser hun, at hun kan læse, at Pernilles familie fik udskrifter af Pernilles mobiltelefon-lister.
”Dem har vi ikke,” siger hun.
Oplysningen står i bogen på side 108, så jeg glæder mig over, at hun næsten er nået halvvejs.
”Dem vil vi gerne ha’”.

Jeg lover at scanne udskrifterne og sende dem til hende. Men så bliver jeg lidt deprimeret. Hvorfor er det først nu, at politiet opdager, at udskriftlisterne findes? Hvad har de brugt de fire en halv måned til? Hvorfor læser de ikke bogen noget før, så de ved, hvad jeg har samlet af materiale i forening med familien?

I dag er det fem år siden Pernille Oldenborg Lind døde. Men sandheden om hvordan og hvorfor kender vi stadig ikke. Jeg håber alt, hvad jeg kan, at politiet gør et seriøst stykke arbejde for at finde svaret.

Det kan bare godt være svært at tro på, når man får en opringning som den i dag.

  

Kan en justitsminister lave en Hans Christian Schmidt?

I sidste uge var vores transportminister ude og kræve, at DSB indrømmede at have misinformeret ham hele tre gange i forbindelse med skandalen om DSBFirst.

Det fik mig til at tænke på, om justitsministeren også kan gå ud og kræve, at han eller hun er blevet misinformeret.

Pernille Oldenborg Lind. 14 år.

Da Lene Espersen var justitsminister gjorde hun rede for Pernille-sagen overfor Retsudvalget. Ministeren fik selvfølgelig sin politidirektør, Jørgen Ilum, i Århus til at redegøre for sagen, så hun efterfølgende kunne forklare udvalget, at hver eneste sten i den tragiske sag fra Galten var samlet ind, drejet rundt og gransket.

Redegørelsen fra februar 2008 lukkede munden på udvalget, som nu blev forsikret om, at alt var gået efter lærebogen, og at her var tale om et selvmord. Der stod i redegørelsen:

”Efterforskningen har flere gange, også på ledelsesniveau, nøje været gennemgået, herunder set i lyset af de henvendelser der er kommet fra familien og journalist Ellen Stampe, Nyhedsavisen, og var efterforskningen fundet mangelfuld eller behæftet med fejl, og/eller havde der været den mindste mistanke om, at der lå en forbrydelse bag en 14-årig piges død, kan jeg forsikre, at politiet ville være de første til at reagere”.

Tre år senere bliver Pernilles sag genåbnet.

Men hvad betød det så, det som stod i redegørelsen til justitsministeren og retsudvalget? Efterforskningen var jo hverken behæftet med fejl eller mangelfuld. Hvorfor så genåbne sagen?

At Pernille havde haft kontakt med nogle unge fyre op til sin død, ændrer jo intet ved konklusionen på, at hun selv har valgt at forlade denne verden, gør det?

Det var i hvert fald det, som justitsministeren sagde til retsudvalget. Det var den besked politidirektør Jørgen Ilum havde givet ministeren. Han havde forsikret om det.

Og så er vi tilbage ved transportminister Hans Christian Schmidt. Han ville have, at DSB indrømmede, at det havde misinformeret ham. Kan justitsministeren ikke også kræve det samme i sagen om Pernille? Eller er det for lille og ubetydelig en sag til, at man gider gøre mere ved det? Det var jo bare et 14-årigt barn på vej ud i livet, der pludselig døde. Ikke DSB eller et skotsk selskab, der griner hele vejen til banken.

Politidirektøren forsikrede om, at hvis der var den mindste mistanke om en forbrydelse, så ville politiet være det første til at reagere.
Jeg sidder tilbage med en stille undren. Hvis en politidirektør fortæller en justitsminister noget, som igen fortæller retsudvalget noget, der viser sig at være forkert. Hvilke konsekvenser får det så? Ingen ser det ud til. Hvad kan vi så bruge redegørelser til? Måske har Hans Christian Schmidt spurgt sig selv om det samme, lige inden han sagde, at han ville have en indrømmelse.

Hvad tænker justitsministeren?

Rygter om Pernilles selvmord når helt til Grønland

I sidste uge sad jeg på et thai-spisested i Ilulissat og spiste mine nudler, da der kom en politimand ind ad døren. Han var afsløret, fordi han steg ud af en firehjulstrukket patruljevogn i sneen udenfor. Vi faldt i snak, og han sagde, at han var udsendt på opgave i en uge. Jeg fortalte, at det var jeg også.

Selv politifolk på Grønland ved, at Pernille har begået
selvmord.

Så faldt samtalen på sagen om Pernille, og jeg måtte indrømme, at det var mig, der havde skrevet bogen. Det fik ham øjeblikkeligt til at udbryde, at det slet ikke var tvivl om hos politiet i Århus, at Pernille havde begået selvmord. Jeg syntes, det var ganske interessant, for hvordan kunne politiet sige sådan til ham samtidig med, at sagen er genåbnet for at efterforske, om der kan være sket noget andet?  

Så fortalte ham mig, at hans gode ven hos anklagemyndigheden, Poul Gade, havde sagt, at der slet ikke var nogen tvivl: Pernille har taget sit eget liv. Begrundelsen var vist, at de veninder, som politiet havde afhørt, havde sagt, at hun var dybt deprimeret. (Her må menes den pige, de trak op på Pernilles værelse samme aften, Pernille døde. Den pige, der ikke fik lov at læse sin afhøringsrapport igennem, og som lige havde stået og set på sin døde veninde).

Jeg må jo erkende, at det nu er anden gang, jeg hører dette rygte om Pernilles selvmord fra anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi. Før jeg rejste, fik jeg at vide, at en af de andre jurister i afdelingen, sagde til journalisterne, at Pernille helt sikkert havde begået selvmord. Dette ville bare blive svært at bevise.

Jeg sidder tilbage med en meget ubehagelig fornemmelse. Når anklagemyndigheden er så sikker, kan vi så stole på, at de folk, der efter sigende efterforsker sagen, udfører et objektivt stykke gravearbejde for at afdække sandheden? Kan vi undgå, at der ikke sker en påvirkning fra anklagemyndighed til efterforskere?

Det tvivler jeg på.

Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at der bliver taget ufine metoder i brug for at overbevise journalisterne og offentligheden om, at her er tale om et selvmord. Igen er det jurister fra anklagemyndigheden, der er ude med deres altoverskyggende viden i sagen. Denne gang har folk fra pressen fået at vide, at der findes en ubehagelig sagsmappe på Pernille hos kommunen. Altså en mappe med papirer, der angiveligt beviser, at vi har at gøre med et problembarn, der sagtens kan have taget sit eget liv. Det passer bare ikke.

Den 17. januar 2008 skrev Pernilles mor til Skanderborg Kommune og bad om aktindsigt i alle notater, dokumenter eller skrivelser, som den tidligere Galten Kommune måtte have liggende på hendes datter. Den 26. februar samme år kom svaret: Der findes ingenting.

Når sådanne rygter siver ud fra politiet og juristerne, kan man ingenting stille op. Det er ufint og uartigt at sige noget uden for citat, som oven i købet ikke er sandt.

Da jeg i 2008 skrev om sagen i Nyhedsavisen, fik jeg en mail fra en kollega i København. Hun havde fået at vide af en god og troværdig kilde hos Rigspolitiet, at det var Pernilles far, vi skulle se lidt nærmere på. Kilden kunne også garantere, at Pernille havde begået selvmord.

Det har altid undret mig, hvordan den kilde kunne sige sådan. Pernilles far blev jo aldrig afhørt om sit forhold til sin datter. Hvorfor lader man så sådan nogle grumme ryger sive?

Jeg ved godt, at vi burde kunne stole på de mennesker, der bliver betalt for at passe på os. Men når nogle i betroede stillinger ikke er for fine til at sætte beskidte og usande rygter i gang, så ødelægger det troværdigheden for hele myndighedens virke. Og hvor er det skammeligt.  

Jeg var villig til at sætte min tillid til, at politiet denne gang ville efterforske Pernilles død med den åbenhed og objektivitet, som den fortjener. Men nu har jeg mistet tilliden. Jeg er sikker på, at ”efterforskerne” udelukkende arbejder på at bevise den tese, der hele tiden har stået lysende klar fra dag ét. Selvmord.    

Så gik efterforskningen i gang

Nu går det pludselig stærkt.

Mindst to efterforskere hos Østjyllands Politi er i gang med at skaffe al materialet i sagen om Pernille. De beder om rapporten fra retsmediciner Howard Adelman og ditto fra professor Jørn Simonsen. De vil have Pernilles mobiltelefon og hendes harddisk. Det forlyder også, at folk skal genafhøres.

Jeg oplever for første gang i denne sag en snert af optimisme. Altså ikke hos politiet, men hos mig selv. Måske vil efterforskerne virkelig forsøge at trænge til bunds i mysteriet denne gang? Det siger de. Vi bliver nødt til at tro på dem.

I de fire et halvt år, der er gået siden Pernille døde, er en masse små detaljer dukket op under familiens egen efterforskning. For eksempel stod der en åben flaske cola på køkkenbordet, da Pernilles forældre kom hjem den aften. Halvdelen var drukket. Af en eller anden grund valgte de at gemme flasken i en plasticpose med en stram knude for oven. Jeg ved det, for jeg har set posen. Hvis der findes dna fra andre end Pernille på den flaske, kan vi placere en anden person på findestedet.

Der er også mysteriet med de mørke fibre på Pernilles krop. Det kan nærmest kun være gerningsmanden, der ved, hvordan de er havnet der.

Afhørte, der fortæller to meget forskellige versioner af aftenens forløb, bør spørges igen og måske endda gøre rede for deres egen færden. Opkaldslister bør gennemgås, hvis de stadig kan trækkes så mange år efter. Ikke kun Pernilles, men andre, der måske kunne vide noget, uden at have lyst til at fortælle det. Hvem har ringet til hvem?

Der er også nogle andre detaljer, som efterforskerne skal vide. Detaljer, der aldrig er blevet offentliggjort.

Nu drejer det sig om, at politiet skal have ALT at vide, så det har mulighed for at gøre sit arbejde.

Alle, der ligger inde med viden, bør stå frem og aflevere. Det vil jeg gøre.

Drop nu den snak om selvmord

Så blev presset alligevel for stort for ledelsen hos Østjyllands Politi.

Da retsudvalgsformand Peter Skaarup sagde, at nu var det slut med at have nej-hatten på, lod chefanklager Marian Thomsen offentligheden vide, at man pludselig godt ville genåbne sagen. Hun understregede dog, at både findestedsundersøgelsen, vidneforklaringer og obduktionserklæringen ENTYDIGT pegede på selvmord, da sagen tog sin begyndelse i juni 2006.

Hun nævnte dog ikke, at findestedsundersøgelsen var gennemført på kun 19 minutter. 
At vidneforklaringen blev lavet på Pernilles værelse af en veninde, der var i chok og som ikke fik lejlighed til at høre, hvad hun var citeret for.
Og at obduktionsrapporten blev lavet af en læge med fem måneders erfaring på Retsmedicinsk Institut.

Pernilles mor, Annelise, bliver interviewet af Station 2.
Hun bliver stadig spurgt, hvorfor hun ikke bare vil acceptere,
at Pernille begik selvmord. Nu må den snak om, at Pernille
gjorde det selv altså stoppe.  

Men lad nu disse fakta være vand under broen. Nu må snakken om selvmord omsider stoppe.

Jeg henvendte mig i juni 2009 til embedslægerne i Region Midtjylland. Jeg ville gerne høre, hvordan fagfolk under Sundhedsstyrelsen vurderede obduktionsrapport, billeder og dødsårsag. Den embedslæge, jeg talte med, var ikke i tvivl. Han sagde, at dette dødsfald var et drab, og at gerningsmanden sandsynligvis ville være i stand til at gøre det igen, fordi han slap godt fra det med Pernille.

Embedslægen ville lige konferere med sin chef og melde tilbage hvilke skridt, der skulle tages.

Jeg ventede. Og ventede.

Når jeg spurgte, hvordan det gik, meldte de, at de arbejde på sagen, men at de aldrig havde haft en sag som denne før og derfor ikke helt vidste, hvordan den skulle håndteres.

Min bog udkom i marts 2010.
Samme dag blev jeg ringet op af embedslægerne i Region Midtjylland, der oplyste mig om, at det slet ikke var muligt for Sundhedsstyrelsen at blande sig i obduktionsrapporter. Dette var politiets område. De ville godt beklage den lange sagsbehandlingstid, men det havde været en meget svær sag.

Jeg protesterede.

Især var det svært for mig at acceptere, at der var mørke plamager i Pernilles ansigt, som ikke var beskrevet i obduktionserklæringen. Især på ansigtets højre side. Samme side som neglemærkerne på halsen.
Samtalen mundede ud i, at Embedslægeinstitutionen ville skrive et brev til Østjyllands Politi og gøre opmærksom på, at der var ”en uoverensstemmelse” mellem det skrevne og det, der kunne ses på fotoet.

Brevet til politiet bliver sendt i marts 2010. Her bliver politiet gjort opmærksom på, at der er noget i ansigtet, der ikke er beskrevet i rapporten. Men skrivelsen får ikke anden opmærksomhed, end at Marian Thomsen sender en mail direkte til mig den 26. april, hvor hun skriver:

”Jeg har fra Embedslægeinstitutionen Region Midt modtaget en henvendelse, hvoraf fremgår, at De personligt har henvendt Dem vedrørende Pernille Oldenborg Lind og påpeget, at der i obduktionsrapporten mangler en beskrivelse af det mørke, der ses omkring øjnene, og har spurgt, om ”der kan tænkes at være andre mangler i obduktionserklæringen”.

Embedslægeinstitutionen har fremsendt akterne hertil med bemærkning, at politiet findes at være rette instans til forelæggelsen af dette spørgsmål.

Jeg har hertil følgende bemærkninger:

Som tidligere meddelt ønsker politiet ikke at medvirke til Deres research – og markedsføring – af bogen om Pernilles død.

Sagens parter, Pernilles forældre, kan anmode om, at efterforskningen genoptages. Det forudsætter, at der er kommet væsentligt nye oplysninger frem. Politiet vil herefter med klageadgang til statsadvokaten vurdere, om der er grundlag for en genoptagelse”.

Jeg svarede aldrig på mailen. Det var ikke mig, der ønskede, at Østjyllands Politi skulle vurdere, om der var noget lægevidenskabeligt i vejen med obduktionsrapporten. Den slags, mener jeg, at uddannede fagfolk er bedre til.

Nu, hvor sagen om Pernille er ”genåbnet”, vil jeg da kraftigt opfordre politiet til at tage kontakt til den dygtige embedslæge, der rettede skriftligt henvendelse til politimyndigheden i marts måned sidste år. Så kan vi nemlig få droppet al den snak om selvmord og koncentrere os om at finde ud af, hvem der besøgte Pernille den aften. Hvis lægen bliver spurgt, er jeg ikke i tvivl om, at han vil fortælle dem det samme, som han fortalte mig. Pernille er blevet dræbt.

Og hvis det ikke er nok til at få de sidste røster om, at hun gjorde det mod sig selv til at forstumme, så lav en rekonstruktion i hjemmet. Der vil det nemlig vise sig, at det slet ikke er muligt at klemme tilstrækkeligt hårdt på halsen til at fremkalde et menneskes død. Hvilket jo så rejser det næste store spørgsmål: Hvordan døde hun så?

Det bliver spændende at følge, hvordan politiet vil gribe ”efterforskningen” an.  

Inhabilt politi?

Presset fra medierne må på nuværende tidspunkt give hr. politidirektør Jørgen Ilum og chefanklager Marian Thomsen hos Østjyllands Politi varme ører. I går lod formanden for retsudvalget, Peter Skaarup, de ansvarlige ved politiet i Aarhus vide, at han ikke var tilfreds med håndteringen af Pernille-sagen. Han sagde til BT:

»De nye oplysninger, der er kommet frem, er så graverende, at Østjyllands Politi ikke kan komme uden om at tage dem seriøst. Nu skal vi have klarhed over, hvad der rent faktisk skete dengang. Der skal sættes ting i sving, og hvis politiet ikke selv kan finde ud af det lokalt, må det presses til det ovenfra«.

Jeg ville godt sidde på kontor med politidirektøren i disse dage og høre, hvad der kommer ud af hans mund. For hvor må det bare være pisseirriterende, at denne sag ikke vil gå væk. Især set i lyset af de ubehageligheder, der er kommet fra politiets side de gange, forældrene har henvendt sig.

Hvis retsudvalget og Peter Skaarup får deres vilje, så begynder det at blive svært for de ansvarlige ved politiet at forholde sig passivt. Og det rejser straks det næste spørgsmål: HVIS sagen skal genefterforskes (eller bare efterforskes, som den aldrig blev), hvem skal så gøre det?

Skal det være daværende efterforskningsleder Aksel Mølsted, der sagde til Pernilles forældre under et møde på Retsmedicinsk Institut, at han godt kunne forstå, de havde dårlig samvittighed? Det ville han også have, hvis hans datter havde begået selvmord. Kan vi stole på, at hovedpersonerne ved Østjyllands Politi, der har brugt de sidste fem år på at råbe: ”Selvmord”, vil forsøge at modbevise deres egen påstand?

Nej, det tror jeg ikke.

Østjyllands Politi er så inhabilt, som man overhovedet kan være, hvis sagen skal ses med nye øjne. Bare tænk på, at teknikerne blev sendt ud fire uger efter Pernilles død. Ikke for at afdække om der kunne være sket en forbrydelse, men for at ”give familien ro i sindet”. Der blev fotograferet, men filmene blev aldrig fremkaldt, oplyser politiet. Mon de film stadig findes? Mon de ligger samme sted som lagnet, Pernille blev fundet med om halsen? I skraldespanden.

Hvis vi nogensinde skal finde ud af, hvad der skete med den 14-årige den aften, så skal vi hive de virkeligt dygtige efterforskere op af hatten. Mobiltelefonstrafik den aften skal gennemgås. Et par interessante personer skal ”børstes af” af erfarne politifolk.

Men de ansvarlige hos Østjyllands Politi bør holde sig inden døre med kaffen og basserne. Der skal professionelle kapaciteter på banen nu.

Som Peter Skaarup sagde til BT:  

»Man kan være bagklog i mange sager, men når man følger denne her, så er der ingen tvivl om, at man har været for lemfældig. Politiet har allerede fra et tidligt tidspunkt været for afvisende overfor de ting, der ikke talte for dets egen konklusion. Det er ikke blevet taget seriøst, og det er uacceptabelt«.

Ingen grund til hastværk

Østjyllands Politi har fået sin chefanklager hjem fra ferie, og Ritzau har spurgt hende, om politiet vil foretage sig noget i sagen med Pernille. Endnu har Marian Thomsen ikke læst al materialet, men hun oplyser dog, at politiet ikke behøver skynde sig at gøre noget.

”Men jeg har selvfølgelig skimmet det hele igennem for at se, om der er noget, som kræver, at vi gør noget hurtigt, og det vurderer jeg ikke umiddelbart, at der er,” siger Marian Thomsen til Ritzau.

Jeg er også helt sikker på, at politiledelsen absolut ingen grund ser til hastværk. Nu har de jo brugt næsten fem år på at overbevise dem selv og familien om, at Pernille begik selvmord, så det er nok lidt svært pludselig at tage en kovending. Endnu sværere er det at skynde sig og tage en kovending.



Politiet fandt aldrig ud af, hvordan
Pernille Oldenborg Lind døde.



Chefanklageren pointerer dog også, at oplysningerne fra de herrer retsmedicinere Adelman og professor Simonsen ikke er dugfriske.

”Datomæssigt er rapporterne fra retsmediciner Jørn Simonsen og den amerikanske retsmediciner ikke nye, men derfor kan det godt være, at der er nye oplysninger for politiet,” siger Marian Thomsen.

Hun regner med at have truffet en beslutning om to uger. Der er jo ingen grund til hastværk.

Jeg tror, der skal drikkes lidt kaffe og spises et par citronhalvmåner, og så melder chefanklageren med politidirektør Jørgen Ilum som opbakning, at man har vurderet de nye oplysninger, men de rokker ikke ved konklusionen om selvmord.

Den eneste joker i det her spil er, hvis juristen vurderer, at familien kan sagsøge politiet for utilstrækkelig efterforskning. Måske kan tanken om at blive dømt til at betale en stor, fed erstatning skræmme så meget, at man får gjort det arbejde, der aldrig blev gjort, da Pernille døde.

Læs, hvad BT skriver i dag:

 http://www.bt.dk/krimi/nabo-hoerte-pige-raabte-nej-lad-vaere

http://www.bt.dk/krimi/nu-bliver-pernilles-mystiske-doed-undersoegt-igen

Lær at forstå, hvad politiet siger

I dag blev Østjyllands Politi så offentligt bedt om at genoptage sagen om Pernille Oldenborg Linds død i juni 2006. Her på bloggen lå brevet fra advokaten tidligere på dagen, men for at vise velvilje overfor politiet bad advokaten mig om at fjerne det igen. Jeg vil gerne vise velvilje. Al den velvilje der skal til, for at denne sag bliver opklaret.

Jeg har med spænding fulgt med i dagens historier. Især var jeg spændt på politiets reaktion, og jeg blev ikke skuffet, da politiets talsmand Mogens Brøndum trådte frem på skærmen og sagde: ”Vi foretager nu i første omgang en rutinemæssig juridisk vurdering af de fremsendte oplysninger”.

Det utrænede øre kan måske opfatte politikommissær Brøndums udtalelse i den retning, at nu vil politiet se på, om de skal genåbne sagen og gøre det arbejde, som de aldrig fik gjort, da Pernille Oldenborg Lind døde. Men sådan mener jeg bestemt ikke, det skal opfattes.

Mit bud på en fortolkning af kommissærens udtalelse er, at politiet nu af al kraft forsøger at finde en måde, de kan afvise advokatens anmodning på. Hvordan slipper de ud af pinen uden at skulle foretage sig noget? Pyha, det må være chefanklager Marian Thomsens opgave.

For prøv lige at tænke scenariet igennem: Hvis de ansvarlige bliver nødt til at tjekke sagen EN GANG TIL, så har de tabt så meget ansigt, at ingen ved, hvilken ende de for eftertiden skal tale til, når de vil henvende sig til de involverede.

Allerede i august 2006 sagde efterforskningsleder Aksel Mølsted til Pernilles forældre, at han godt kunne forstå, de havde dårlig samvittighed over, at deres datter havde taget sit eget liv, men det var ikke noget, politiet kunne gøre noget ved. Politiet havde nemlig ikke ressourcer til at gøre mere ved sagen, og desuden var det overvejende, overvejende sandsynligt, at det var et selvmord.

Nuværende politi-
inspektør Ole Madsen
Kilde: politi.dk

Gennem hele 2007 gentog daværende politikommissær, nuværende politiinspektør Ole Madsen, at jeg skulle forstå, at sagen var intet andet end et selvmord. Han skældte mig ud, når jeg ringede og bad om en kommentar. Da det for eksempel viste sig, at Pernille ikke havde rester af sin egen hud under neglene, og politiet havde forklaret, at neglemærkerne på hendes hals, havde hun lavet selv, da hun strammede lagnet, blev han vred. Jeg husker tydelig, han sagde: Ellen Stampe! Hvorfor bliver du ved med at ringe og stille spørgsmål til den sag? Det er jo et selvmord. Hvorfor kan du ikke forstå det?

I 2008 skrev chefanklager Marian Thomsen en sønderlemmende afvisning af alle unøjagtigheder og detaljer, der ikke stemte med selvmord, da hun pointerede, at politiet ikke havde fundet ”nogen som helst indikation for, at der skulle forelægge en forbrydelse”.

Marian Thomsen.
Kilde: politi.dk

Og hun fortsatte: ”Denne vurdering er solidt fungeret på, at resultatet af alle led i undersøgelsen af dødsfaldet sammenstemmende og entydigt understøtter den: Der er hverken efter politiets iagttagelser og undersøgelser på stedet eller efter de retsmedicinske undersøgelser fundet spor efter en forbrydelse – tværtimod svarer resultatet af alle undersøgelser nøje til vidneforklaringerne om, at Pernille havde selvmordstanker”.
Med andre ord: Politiet havde undersøgt denne sag grundigt og aldeles til bunds, og konklusionen var uden tvivl selvmord.

I maj 2009 gav Pernilles mor alle de oplysninger videre, hun selv havde gravet frem i sagen og fik en mail fra selveste politidirektør Jørgen Ilum. Han skrev:

Hr. politidirektør
Jørgen Ilum.
Kilde: politi.dk

”Jeg tillader mig at gå ud fra, at oplysningerne stammer fra Ellen Stampes research til den bog, som jeg er bekendt med, at Ellen Stampe er ved at skrive.


Jeg har tidligere meddelt Ellen Stampe, at bogen eller enkelte passager fra denne ikke vil blive kommenteret herfra. Der er tale om en subjektiv beskrivelse og, ser jeg nu, fortolkning, der rækker langt ud over, hvad der er objektiv dækning for, hvorfor jeg intet formål ser med at søge at kommentere disse ting. Indholdet af bogen må helt og aldeles stå for Ellens Stampes egen regning.
Jeg beklager dit tab og er klar over, at det må være svært at komme overens med, at din datter valgte at begå selvmord, men det ændrer ikke, at politiet, anklagemyndigheden og retsmedicineren entydigt har konkluderet, at der ikke er nogen som helst indikation for, at der foreligger en forbrydelse, jf. begrundelsen i afgørelsen af 18. januar 2008, samt at såvel konklusionen som politiets efterforskning har været efterprøvet af statsadvokaten, ligesom jeg gennem Rigsadvokaten har redegjort for sagen overfor Folketingets Retsudvalg; alt uden at nogen har kritiseret politiets behandling af sagen eller draget konklusionen i tvivl”. Igen et slag i hovedet på en mor, der har mistet sin datter og står med en masse ubesvarede spørgsmål i forbindelse med dødsfaldet. Problemet er selvfølgelig, at en professor i retsmedicin nu stiller et videnskabeligt spørgsmålstegn ved hængningskonklusionen. Meeeen … mon ikke den dygtige chefanklager finder en vej ud af den kattepine?

Derfor stiller jeg mig meget skeptisk overfor politikommissær Mogens Brøndums udtalelse, hvis man tolker i retningen af en genoptagelse af sagen. Det vil jo være et stolthedstab uden lige. Nærmest ubærligt. Tænk, hvis politiet skal genoptage sagen og dermed indrømme, kan de KAN have taget fejl efter at have svinet familien til. Nej. Det kan ikke lade sig gøre. Så hellere knappe jakken og håbe, at det preller af.

Andre medier skrev: http://www.tv2oj.dk/vis_nyhed.asp?AjrDcmntId=32647

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-37267037:død-piges-telefon-har-sladret.html

http://www.b.dk/nationalt/ekspert-oestjysk-selvmord-var-maaske-drab

Advokat ind i sagen om Pernilles død

Indlægget er fjernet af hensyn til politiets videre arbejde med sagen.

Spulede øjne version II

Selvfølgelig var jeg nervøs, da jeg skulle møde ham for første gang.

 

Når han udtalte sig i fjernsynet, virkede han hård, kold, stædig og kynisk. Det grå militaristiske strithår og de onde, skulende øjne. Nu havde Stig Wølch lagt sag an mod politiet og skulle føre sin sag ved Landsretten i Viborg.



Her viser politimand Frank, hvor han stod, da han skød mod

den grønne bil og Lars Wølch, der kom brølende imod ham.

Det var kun et mindre problem, da det viste sig, at Wølch slet ikke

var skud gennem frontruden, men gennem sideruden.

 

Han påstod, at politiet havde skudt hans søn under omstændigheder, der var blevet holdt hemmelige. At statsadvokaten havde dækket over, hvad der virkelig var sket den nat i Tilst i 2001, da Lars Wølch og Claus Nielsen døde. Jeg tænkte, at han måtte have spist en ordentlig omgang fornægtelsessuppe.



Det var ham selv, der tog imod os i døren. Min kollega, Sanne, og jeg trippede ind og så os nervøst omkring. Havde han mon et våben, han ville skyde os med, hvis vi ikke var enige med ham? Ville han angribe os med de bare næver, hvis vi nægtede at tro på hans version af sagen?

Fra stuen var der udsigt til kolonihavehusene. Solen var varm. Alt åndede fred. Det var august 2007. Vi fik kaffe.



Sådan er skuddet gået gennem hovedet på Lars

Wølch. Det stemmer meget dårligt med, at politimanden

har stået foran bilen og afgivet skud, da Wølch kørte frem

for at påkøre mand og politibil.



På bordet lå mapperne i stakke, og hans mund stod ikke stille et eneste sekund. Han fyrede fakta og skitser og rapporter af i hovedet på os. Skudvinkler, obduktionsrapporter, ballistiske undersøgelser, radiokorrespondancer, afhøringsrapporter.

Det var min kollega, der stillede ham det spørgsmål, der skulle stilles: Har du været indlagt på sindssygehospitalet? Først så han overrasket ud. Så grinede ham. Vi grinede også. Lidt nervøst.

Det havde han ikke. Endnu, tilføjede han. 

Vi vendte tilbage til avisen med en stak papirer og to versioner af hændelsesforløbet. Politiets og faderens. Ingen tvivl om, hvem vi som udgangspunkt troede på. Var denne far ikke bare en desperat mand, der havde svigtet sin søn, så han var røget ud i noget skidt og var endt med at blive skudt, da han angreb politiet med sin bil? Var hans kamp ikke bare et forsvar mod hans egen utilstrækkelighed som far? Det regnede vi med … indtil vi havde læst papirerne.

Jeg fik samme følelse igen, da jeg gennemgik politiets egne dokumenter fra gerningsstedet. Strålen stod mig direkte ind i øjnene. De blev spulet. Her var noget helt galt. Den officielle forklaring på, hvad der skete den nat, stemte helt klart ikke overens med politiets egne tekniske beviser. 

Lars Wølch på 25 år var skudt i siden af hovedet. I tindingen. Projektilet havde bevæget sig fremad og lidt nedad i hans hjerne. Næppe en skudretning, der stemmer med, at politimanden står foran bilen og skyder for at forsvare sig selv og sin kollega.

Lige så slemt var det med det skud, der slog 23-årige Claus Nilsen ihjel. Kuglen var gået ind oppe ved skulderen og ned gennem ryggen, gennem kroppen og endt ved bughulen foran på maven lige under huden. Han var skudt oppefra og ned gennem kroppen. Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvad søren var der sket?

Sanne og jeg ville lave to versioner af tragedien, når sagen skulle køre i landsretten. Politiets og faderens. Vi ville fortælle begge dele, så folk selv kunne vælge, hvilken de ville tro på. Men en vred politikommissær ved navn Ole Madsen fra Østjyllands Politi oplyste, at de to betjente fra den nat selvfølgelig ikke ville være med.

”Og I burde for øvrigt overhovedet ikke give den far mere taletid. Han havde allerede fået rigeligt,” tilføjede politimanden.

Jeg har lige siden stædigt forsvaret Stig Wølch, når jeg har diskuteret sagen med andre mennesker.
Første gang jeg hørte et andet menneske sige, at de to banditter i Tilst havde fortjent at blive skudt af politiet, troede jeg knap nok mine ører. Det var til en familiekomsammen. Kvinden sad helt roligt foran mig og påstod, at det var i orden at skyde og dræbe de to unge mænd, når de nu forsøgte at køre politifolkene ned.
Efter endt måben tog jeg selvfølgelig til genmæle.

Vi har ikke dødsstraf i Danmark, og da slet ikke for biltyveri. Så kan det da godt være, at nogle kan have den holdning, at vi burde straffe ved at tage andre menneskers liv, men så er det vel politikerne, der skal lave nye dødsstraflove. Vi har vel også stadig noget, vi kalder domstolene, som, vi regner med, yder en vis form for retfærdighed.

Men kvinden til familiesammenkomsten stod fast: De to unge mænd havde fortjent at blive skudt.

Anden gang jeg hørte synspunktet blev jeg lige så overrasket. Her var argumentet lidt det samme: At sådan nogle kriminelle banditter var samfundet bedst foruden. At ingen ville begræde at sådan et par kanaljer var væk. Denne gang kom vreden lige med det samme. Jeg sagde, at hvis han havde sådan en holdning, så burde han flytte til Iran, hvor alle rettigheder og forestillinger om demokrati alligevel er sat ud af funktion.

Jeg håber, at ingen mennesker nogensinde mister et barn på en så grusom måde som Lars Wølch og Claus Nielsens familier. Tænk at skulle lægge øre til at andre siger offentligt, at deres børn havde fortjent at blive slået ihjel … Kan man forestille sig noget mere ondskabsfuldt?

Jeg plejer at sige, at hvis man ikke kender substansen i sagen, så skal man passe på med at udtale sig. Officielt sagde politiet, at Lars Wølch kørte ind i politibilen, og de følte sig i livsfare. Claus Nielsen skulle efter sigende bukke sig ned efter en genstand, som betjenten, der skød, troede, var et våben.



Sådan er skuddene gået gennem den grønne bil, hvor Lars Wølch

sad i førersædet. Det skud, der er gået gennem forruden, har ikke

ramt nogen. Skuddet gennem sideruden undgik netop at ramme

Dennis, der sad i passagersædet. Det er det eneste skud i

Tilst-sagen, hvor der er lidt at hente hos Statsadvokaten. Han "beklager",

at det gik af, da betjenten bankede på ruden med sit våben. Dennis siger, at

han skød direkte imod ham. Men han er jo utroværdig. Modsat politifolkene.



Det er ikke op til mig at afgøre, hvornår en politimand føler sig i livsfare. Men når de tekniske beviser fortæller en anden historie end den, som dem, der skød, så mener jeg, at vi som samfund har et gigantisk problem.

Det kan godt være, at Stig Wølch virker hård, kold og kynisk, når han optråder på tv. Men han er både sjov, venlig og en kærlig far. En far, der kæmper for retfærdighed for sin søn. Og jeg står bag ham. Hele vejen. For han har ret: Sandheden om, hvad der skete, den nat hans søn døde, er ikke kommet frem.  

Sådan gik skuddet gennem Claus Nielsen. Der var stor polemik

om, hvordan det kunne lade sig gøre. Politiet forsøgte at lave en

rekonstruktion, men de brugte ikke det famøse koben, som Frank

siger, Claus Nielsen greb som et våben. Altså grunden til, at han

overhovedet blev skud. Det kunne nemlig ikke lade sig gøre at

holde kobenet samtidig med. at offeret skulle ligge i

en stilling, der gør skudvinklen mulig.

Sagen skal for Højesteret den 2. og 3. august i år.

Pernille in hard facts

Dette er ambulancefolkenes rapport fra den aften, Pernille findes død. Her skal man lægge mærke til, at der ingen bemærkninger er i feltet med skader. Altså ingen mærker på halsen.
Se for øvrigt også, hvornår ambulancen forlader adressen med liget.




Dette er lægens rapport. Han har skrevet, at Pernille "findes hængende i et lagen", og anmeldelsen lyder: "Hængt sig".




Denne side er første side i anmeldelsesrapporten. Den bygger på de konklusioner, de to politifolk traf, der kom til findestedet.



Det er helt afgørende, hvad politiet skriver på denne side to i anmeldelsesrapporten. Der står, at de ser mærker på Pernilles hals, der svarer til hængning med lagen. Senere bruger politiledelsen og efterfølgende statsadvokaten sætningen til at argumentere for selvmordet og som begrundelse for, at der ikke er grund til at efterforske mere.
Bemærk for øvrigt, at politiet ankommer 23.58. 20 minutter senere forlader liget adressen. Efterforskning slut. Sagen lukket.  





Teksten under billedet er politiets tekst. Der er ikke meget plads til andre konklusioner. Bemærk lagnets størrelse. Måske ikke det mest oplagte at bruge til et selvmord.  

Igen er teksten under billedet reelt en lukning af sagen.





Fire dage efter dødsfaldet ser en politimand og embedslægen på liget og beslutter, om det skal obduceres. Det er helt normal procedure, når en person findes død. Bemærk, at embedslægen skriver, at der ikke ses hængningsfure eller punktformede blødninger. Sidstnævnte er ellers normalt ved kvælning ved hængning.

I obduktionsrapporten skriver obducenten, at hun ikke kan se noget på halsen. Mærker på lig forsvinder ikke, efterhånden som tiden går. De bliver tværtimod tydeligere, fordi blodet løber ind i kroppen. Derfor er det mærkeligt, at politifolkene kunne se mærker på Pernilles hals, når ingen efterfølgende kunne se dem.



Inden en obduktion finder sted i Danmark, læser obducenterne politiets materiale, der følger med liget. Det vil sige, at Lisbeth Lund Jensen allerede vidste, inden hun gik i gang, at hun stod med et - ifølge politiet - selvmord. Desværre var Lisbeth Lund Jensen netop blevet ansat på Retsmedicinsk Institut fra en turnusstilling i Frederikshavn. Da hun lavede Pernilles obduktion, havde hun fem måneders erfaring. Jytte Banner var kun "løbende" til stede, siger hun selv.
Bemærk, at der står i obduktionsrapporten, at ambulanceredderne så mærker på halsen. I erklæringen fra ambulancefolkene står der ingen steder, at de så mærker nogen steder på liget. Oplysningen stammer fra politiet.



I desperation over, at ingen vil tro på, at sagen om Pernille var håndteret forkert, lavede familien en rekonstruktion af måden, de fandt deres barn på. Mange tror fejlagtigt, at hun sad omvendt på gelænderet. Denne rekonstruktion viste også, at trykket fra lagnet ligger under hagen og i nakken.
Politiet sagde direkte til moren og faren, at det godt kunne forstå, de havde skyldsfølelse over, at deres datter havde begået selvmord. Men det kunne politiet ikke gøre noget ved. Spørgsmålstegnet ved om kvælning på den måde, som Pernille blev fundet, overhovedet kan lade sig gøre, ønskede de ikke at forholde sig til.   

Sådan så Pernille ud. Hun stod og skulle på ferie med sin mor til Tyrkiet og snakkede med naboen om at affarve sit hår, så hun blev blond.

Dette billede er taget den 6. juni. 17 dage før hun bliver fundet i hjemmet med lagnet om halsen.

Samme formiddag, hvor hun blev fundet død om aftene, var hun i Matas i Galten for at købe en ny mascara.

Hun var også på arbejde på det lokale pizzeria til klokken 19.00, hvor hun fik tidligere fri end planlagt. Inden hun gik hjem, lavede hun en aftale med pizzeria-ejeren om, at hun og moren ville besøge ham dagen efter for at se hans nye badeværelse.
Lægen mener, at dødstidspunktet er en - to timer, før hun bliver erklæret død. Altså mellem 22.00 og 23.00. Lyset i huset var slukket, da forældrene kom hjem. Pernille sad på gelænderet i gangen uden vinduer. Klokken ti ville rummet ligge i næsten totalt mørke.





Da mine øjne blev spulet

Brændeovnen var tændt. Udenfor skreg en måge, mens den kæmpede sig op mod vinden.

Hun sad i sofaen overfor mig og talte næsten uden at holde pauser. Kun engang imellem tog hun et hiv af en cigaret, der hurtig blev for kort og forsvandt.
Hun sagde, at hendes 14-årige datter Pernille var blevet beskyldt for at have taget livet af sig selv, men at det ikke var rigtigt. Hun sagde, at nogen havde været i hendes hus og gjort datteren ondt.
Jeg talte ikke, for jeg havde travlt med at skrive hendes mange ord ned på min blok og holde min skepsis under kontrol.
Kvinden sad jo i den blomstrede sofa og påstod, at politiet havde taget fejl. At politifolkene ikke ville efterforske et muligt drab på et 14-årigt barn. Jamen hør selv, hvor usandsynligt det lyder. Mon det ikke var moren med den dårlige samvittighed, der prøvede at fjerne skyldsfølelsen ved at rette skytset mod andre? Ja, sådan tænkte jeg.

Jeg ved jo godt, at politiet altid er de gode. Det er dem, man ringer til, når der er sket noget skidt, og man har brug for hjælp. De opklarer forbrydelser og sætter de onde i fængsel. Politiet kan man stole på. Altid. Og intet i verden ville nogensinde holde politiet fra at opklare en forbrydelse, hvor en kun 14-årig pige har mistet livet. Det siger da sig selv. Hvorfor i alverden skulle de det?

På gulvet under sofabordet lå hendes svenske gårdhund Sally. Engang imellem kiggede den op på kvinden med søvnige øjne. Hun sagde, at den havde været i huset den aften, hvor hendes datter døde. Hun fortalte, at den var lukket inde i soveværelset, hvor døren ellers altid stod åben. At den teede sig mærkeligt i flere uger efter Pernilles død. Hurtigt inddragede hun naboen. Han hørte Pernille råbe på det tidspunkt, hun døde, argumenterede kvinden.

"Slip mig. Lad vær," citerede hun ham.

Vi drak kaffe af kopper med blomster. Jeg var ør i hovedet, da jeg tog hjem. Måske var det for meget kaffe og passiv rygning. Måske var det kvindens historie. Måske var det den detalje, at lyset var slukket, da forældrene kom hjem og fandt pigen. Der var mørkt. Hvem hænger sig i mørke? Ingen.
Moren gav mig alle papirerne med omkring sin datter død. Hun var kørt træt, sagde hun. Af politiet. Af statsadvokaten. Ingen vil tro på en desperat mor.

For at komme tilbage til vejen fra hendes hus skulle jeg forbi campingpladsen. Børnene hoppede på hoppepuden. Mine tanker lavede nogenlunde den samme bevægelse. Hjemme på avisen læste jeg papirerne, og så skete det. Jeg fik spulet mine øjne.

Engang læste jeg, at forfatter Carsten Jensen oplevede at få vasket sine øjne på en rejse. Dengang fattede jeg ikke, hvad han fablede om. Men den sommer på avisredaktionen med papirerne om Pernilles død, forstod jeg det.

Her var begået en fejl. Og det var mine helte: Politiet. Dem, vi skulle kunne stole på. Vores beskyttere, der havde lavet fejlen og nu nægtede at rette den op.

Et barn var dødt. Sagen var lukket. Men sandheden var forsvundet.

Siden er der gået snart fire år. Den sande historie om Pernille er stadig ikke fortalt. Ligesom historien om Torben Bødker, Lars Wølch Jørgensen, Claus Nielsen, Nick Hansen og mange flere. Denne blog vil tænde for vandet. Tør du se ind i strålen?
 

Jeg er ikke sur

Der er masser at grine af. Højt.
Jeg griner tit. Højt. Meget højt.
Jeg smiler også. Der er masser af glæder i det her liv. Så jeg er ikke sur.
Eller sær.
Dette er min blog. Velkomme indenfor.