Pernille in hard facts

Dette er ambulancefolkenes rapport fra den aften, Pernille findes død. Her skal man lægge mærke til, at der ingen bemærkninger er i feltet med skader. Altså ingen mærker på halsen.
Se for øvrigt også, hvornår ambulancen forlader adressen med liget.




Dette er lægens rapport. Han har skrevet, at Pernille "findes hængende i et lagen", og anmeldelsen lyder: "Hængt sig".




Denne side er første side i anmeldelsesrapporten. Den bygger på de konklusioner, de to politifolk traf, der kom til findestedet.



Det er helt afgørende, hvad politiet skriver på denne side to i anmeldelsesrapporten. Der står, at de ser mærker på Pernilles hals, der svarer til hængning med lagen. Senere bruger politiledelsen og efterfølgende statsadvokaten sætningen til at argumentere for selvmordet og som begrundelse for, at der ikke er grund til at efterforske mere.
Bemærk for øvrigt, at politiet ankommer 23.58. 20 minutter senere forlader liget adressen. Efterforskning slut. Sagen lukket.  





Teksten under billedet er politiets tekst. Der er ikke meget plads til andre konklusioner. Bemærk lagnets størrelse. Måske ikke det mest oplagte at bruge til et selvmord.  

Igen er teksten under billedet reelt en lukning af sagen.





Fire dage efter dødsfaldet ser en politimand og embedslægen på liget og beslutter, om det skal obduceres. Det er helt normal procedure, når en person findes død. Bemærk, at embedslægen skriver, at der ikke ses hængningsfure eller punktformede blødninger. Sidstnævnte er ellers normalt ved kvælning ved hængning.

I obduktionsrapporten skriver obducenten, at hun ikke kan se noget på halsen. Mærker på lig forsvinder ikke, efterhånden som tiden går. De bliver tværtimod tydeligere, fordi blodet løber ind i kroppen. Derfor er det mærkeligt, at politifolkene kunne se mærker på Pernilles hals, når ingen efterfølgende kunne se dem.



Inden en obduktion finder sted i Danmark, læser obducenterne politiets materiale, der følger med liget. Det vil sige, at Lisbeth Lund Jensen allerede vidste, inden hun gik i gang, at hun stod med et - ifølge politiet - selvmord. Desværre var Lisbeth Lund Jensen netop blevet ansat på Retsmedicinsk Institut fra en turnusstilling i Frederikshavn. Da hun lavede Pernilles obduktion, havde hun fem måneders erfaring. Jytte Banner var kun "løbende" til stede, siger hun selv.
Bemærk, at der står i obduktionsrapporten, at ambulanceredderne så mærker på halsen. I erklæringen fra ambulancefolkene står der ingen steder, at de så mærker nogen steder på liget. Oplysningen stammer fra politiet.



I desperation over, at ingen vil tro på, at sagen om Pernille var håndteret forkert, lavede familien en rekonstruktion af måden, de fandt deres barn på. Mange tror fejlagtigt, at hun sad omvendt på gelænderet. Denne rekonstruktion viste også, at trykket fra lagnet ligger under hagen og i nakken.
Politiet sagde direkte til moren og faren, at det godt kunne forstå, de havde skyldsfølelse over, at deres datter havde begået selvmord. Men det kunne politiet ikke gøre noget ved. Spørgsmålstegnet ved om kvælning på den måde, som Pernille blev fundet, overhovedet kan lade sig gøre, ønskede de ikke at forholde sig til.   

Sådan så Pernille ud. Hun stod og skulle på ferie med sin mor til Tyrkiet og snakkede med naboen om at affarve sit hår, så hun blev blond.

Dette billede er taget den 6. juni. 17 dage før hun bliver fundet i hjemmet med lagnet om halsen.

Samme formiddag, hvor hun blev fundet død om aftene, var hun i Matas i Galten for at købe en ny mascara.

Hun var også på arbejde på det lokale pizzeria til klokken 19.00, hvor hun fik tidligere fri end planlagt. Inden hun gik hjem, lavede hun en aftale med pizzeria-ejeren om, at hun og moren ville besøge ham dagen efter for at se hans nye badeværelse.
Lægen mener, at dødstidspunktet er en - to timer, før hun bliver erklæret død. Altså mellem 22.00 og 23.00. Lyset i huset var slukket, da forældrene kom hjem. Pernille sad på gelænderet i gangen uden vinduer. Klokken ti ville rummet ligge i næsten totalt mørke.





Da mine øjne blev spulet

Brændeovnen var tændt. Udenfor skreg en måge, mens den kæmpede sig op mod vinden.

Hun sad i sofaen overfor mig og talte næsten uden at holde pauser. Kun engang imellem tog hun et hiv af en cigaret, der hurtig blev for kort og forsvandt.
Hun sagde, at hendes 14-årige datter Pernille var blevet beskyldt for at have taget livet af sig selv, men at det ikke var rigtigt. Hun sagde, at nogen havde været i hendes hus og gjort datteren ondt.
Jeg talte ikke, for jeg havde travlt med at skrive hendes mange ord ned på min blok og holde min skepsis under kontrol.
Kvinden sad jo i den blomstrede sofa og påstod, at politiet havde taget fejl. At politifolkene ikke ville efterforske et muligt drab på et 14-årigt barn. Jamen hør selv, hvor usandsynligt det lyder. Mon det ikke var moren med den dårlige samvittighed, der prøvede at fjerne skyldsfølelsen ved at rette skytset mod andre? Ja, sådan tænkte jeg.

Jeg ved jo godt, at politiet altid er de gode. Det er dem, man ringer til, når der er sket noget skidt, og man har brug for hjælp. De opklarer forbrydelser og sætter de onde i fængsel. Politiet kan man stole på. Altid. Og intet i verden ville nogensinde holde politiet fra at opklare en forbrydelse, hvor en kun 14-årig pige har mistet livet. Det siger da sig selv. Hvorfor i alverden skulle de det?

På gulvet under sofabordet lå hendes svenske gårdhund Sally. Engang imellem kiggede den op på kvinden med søvnige øjne. Hun sagde, at den havde været i huset den aften, hvor hendes datter døde. Hun fortalte, at den var lukket inde i soveværelset, hvor døren ellers altid stod åben. At den teede sig mærkeligt i flere uger efter Pernilles død. Hurtigt inddragede hun naboen. Han hørte Pernille råbe på det tidspunkt, hun døde, argumenterede kvinden.

"Slip mig. Lad vær," citerede hun ham.

Vi drak kaffe af kopper med blomster. Jeg var ør i hovedet, da jeg tog hjem. Måske var det for meget kaffe og passiv rygning. Måske var det kvindens historie. Måske var det den detalje, at lyset var slukket, da forældrene kom hjem og fandt pigen. Der var mørkt. Hvem hænger sig i mørke? Ingen.
Moren gav mig alle papirerne med omkring sin datter død. Hun var kørt træt, sagde hun. Af politiet. Af statsadvokaten. Ingen vil tro på en desperat mor.

For at komme tilbage til vejen fra hendes hus skulle jeg forbi campingpladsen. Børnene hoppede på hoppepuden. Mine tanker lavede nogenlunde den samme bevægelse. Hjemme på avisen læste jeg papirerne, og så skete det. Jeg fik spulet mine øjne.

Engang læste jeg, at forfatter Carsten Jensen oplevede at få vasket sine øjne på en rejse. Dengang fattede jeg ikke, hvad han fablede om. Men den sommer på avisredaktionen med papirerne om Pernilles død, forstod jeg det.

Her var begået en fejl. Og det var mine helte: Politiet. Dem, vi skulle kunne stole på. Vores beskyttere, der havde lavet fejlen og nu nægtede at rette den op.

Et barn var dødt. Sagen var lukket. Men sandheden var forsvundet.

Siden er der gået snart fire år. Den sande historie om Pernille er stadig ikke fortalt. Ligesom historien om Torben Bødker, Lars Wølch Jørgensen, Claus Nielsen, Nick Hansen og mange flere. Denne blog vil tænde for vandet. Tør du se ind i strålen?
 

Jeg er ikke sur

Der er masser at grine af. Højt.
Jeg griner tit. Højt. Meget højt.
Jeg smiler også. Der er masser af glæder i det her liv. Så jeg er ikke sur.
Eller sær.
Dette er min blog. Velkomme indenfor.