Har du set denne bil?

Mit nyeste bogprojekt handler om et vaskeægte justitsmord. Ja, ligesom Pedal-Ove.
Jeg har brug for hjælp fra mennesker i Sunds og omegn. Hvem kørte i en Toyota Corolla af denne model i november 2007?

Glem, at rattet i denne bil sidder i den forkerte side. Det er modellen,
det handler om.

Bilen blev nemlig forvekslet med en anden Corolla, der så sådan her ud:

Det trænede øje ser straks, at de to biler ikke er ens. Ja, det ser faktisk, at de to biler slet ikke ligner hinanden. Det er to forskellige modeller, og for eksempel er den ene grå, mens den anden er lyseblå. Alligevel siger to retsinstanser, at vidnet, der ser den lyseblå Corolla, er meget troværdig, når hun identificerer manden i den grå Corolla.

Forvirret?



Jeg har brug for at finde den mand, der kørte i den lyseblå Corolla i november måned 2007 i Sunds og omegn. Han har intet gjort. Men han blev set af et vidne, der forvekslede ham med manden i den grå Toyota Corolla. Derfor sidder manden i den grå Toyota i dag i fængsel - dømt for en forbrydelse, han ikke har begået.

Hvem kan huske noget? Hjælp mig med at få sandheden frem. 

Holder de os for nar?

I dag er det et år og 10 dage siden Østjyllands Politi genåbnede efterforskningen af 14-årige Pernille Oldenborg Linds død. Det er et år og ti dage siden, at Pernilles mor håbede, at politiet denne gang ville gøre et grundigt og serisøt stykke arbejde.
Og hvad er det sket siden?
Tja.
Jeg er for eksempel ikke blevet afhørt, selvom jeg har gravet og beskæftiget mig med sagen gennem mere end tre år. Jeg blev ringet op og meget bestemt bedt om at aflevere alt mit researchmateriale på politigården.

Jo, jeg forsøgte så at sende det elektronisk, jeg vil jo gerne hjælpe med at opklare en forbrydelse.
Men så vendte politifolkene tilbage og oplyste, at de ikke kunne modtage vedhæftede filer. Heller ikke bare helt almindelige word-filer. Jeg skulle i stedet sende det hele til en g-mail-adresse, som en af betjentene havde oprettet på google.

Jeg skal undlade at sige de ting højt, jeg tænker omkring politiets tekniske muligheder. Det er jo politikernes skyld.

Tilbage til Pernille Oldenborg Linds dødsfald.

Jeg blev kontaktet af en dame, der havde læst bogen om Pernille, og hun ville meget gerne høre, hvordan det gik med sagen. Jeg oplyste, hvad jeg vidste, nemlig, at der vist ikke skete så meget.
Damen hed Gerda Thykjær. Og hun blev så vred, at hun skrev et brev til Retsudvalget, hvor hun bad om en forklaring.
Gå eventuelt ind og læs Gerda Thykjærs indlæg her: http://ungdomsparlament.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20111/almdel/reu/bilag/241/index.htm

I dag har den vedholdende kvinde skrevet til Retsudvalget igen. Denne gang er det stilet til sekretæren, Hanne Schmidt. Thykjær har skrevet:

"Jeg stillede et meget klart og entydigt spørgsmål til jer den 31. januar.

Mit spørgsmål var helt enkelt HVAD ER DER SKET i Pernille-sagen efter at denne blev genåbnet for snart et år siden???
Jeg håber, at i enten snart vil svare mig eller fortælle mig, hvem jeg skal stille mit spørgsmål til, hvis i ikke er den rette instans???"

Jeg er fuld af beundring for denne kvinde. Hun kender ikke Pernilles mor, hun kender ikke mig, hun er bare indigneret over denne åbentlyse ligegyldighed fra myndighedens side.
Jeg forstår godt, at hun reagerer sådan. Det er svært at lade være med at stille sig selv spørgsmålet: Holder de os for nar?

Rundstyk! Det var ikke med vanilje

Det er sket for en sjælden gangs skyld: Politiklagenævnet har kritiseret politiets opførsel. Det handler om episoden op til anholdelsen af 74-årige Johannes Møllehave sidste år, da forfatteren blev placeret liggende på fortovet

For små 11 måneder siden ankom to betjente til Hotel d'Angleterre for at få en bedugget Johanne Møllehave til at dæmpe sig. Det endte med, at forfatteren havnede på jorden med en politimand ovenpå sig, og en efterfølgende tur på skadestuen viste, at Møllehave havde fået et slag i ryggen.

I dag siger Politiklagenævnet, at anholdelsen var for voldsom, og nævnet udtaler kritik. Det er meget sjældent, at politiklagenævnet kritiserer politiets opførsel, så på den måde er det en god dag. Fra myndigheden selv er der ingen kommentarer. Ikke et lille: Rundstyk! Det var ikke med vanilje. I stedet siger man, at man overvejer, om man vil klage over afgørelsen.

Jeg er fuld af forundring over, hvorfor det er så svært at erkende, at man er gået over stregen. Hvorfor er det så svært at indrømme sine fejl indenfor politiet? Hvad er det værste, der kan ske?

Andre faggrupper har utilsigtede hændelser og evalueringer af fejlslagne forløb for at blive bedre. Politiet har statsadvokaten og behøver ellers ikke at undskyld for nogen. Der skal ikke den store studentereksamen til for at regne ud, at en politimyndighed kun kan fungere så længe folk respekterer de beføjelser, myndigheden har. Når tilliden forsvinder, har hele vores samfund et stort problem.
Opfordringen herfra er stadig klar: Prøv engang imellem at erkende egne fejl og sig: Undskyld! Det var ikke med vilje.
Det er sådan, man får respekt. Ikke ved at gemme sig.   

Så kører bloggen igen - nu skarpere end nogensinde før

Jeg har valgt at genåbne bloggen, da Cerepo netop er blevet lukket ned.

Fra nu af vil jeg fremlægge dokumentation og holdninger her om politi- og anklagemyndighedens mindre heldige handlinger.

Jeg håber, at de mangle læsere af Cerepo-siden vil kigge ind og følge med her.