Sagen om selvmordet, der var en forbrydelse

For første gang vil bloggen bringe et læserbrev. Afsender er tidligere politimand Hans Haahr Pedersen.

I 13 år har jeg gået med en viden, som, jeg mener, bør blive undersøgt til bunds. Da sagen om 14-årige Pernille Oldenborg Lind fra Galten ved Århus rullede for få måneder siden, og medierne gjorde opmærksom på, at hun var blevet udsat for en forbrydelse i stedet for et selvmord, besluttede jeg mig for omsider at gøre noget. Jeg arbejdede hos Politiet i Nuuk i 1998. Hovedparten af min tid gik i Narkogruppen, hvor jeg var fungerende leder, indtil Asger Hansen skulle overtage, og jeg skulle hjem til Danmark. I forsommeren 1998 sad jeg en søndag på stationen og arbejdede, da en af mine gode kollegaer kom ind på kontoret med en sagsmappe. Han bad mig læse den igennem. Under sit arbejde med at arkivere sagerne var han faldet over denne, og han ville gerne have en anden kollegas øjne på den. Denne kollega ønsker i dag at være anonym, men hvis hans udtalelse har betydning for sagen, vil jeg anmode ham om at stå frem. Jeg læste: En 19-årig pige var dødfunden i sit hjem. Angiveligt død af kvælning som følge af hængning. En bekendt til pigens kæreste havde fundet liget liggende i gangen, mens kæresten selv lå i samme hus og sov. Hun havde sin jakke på. Kæresten forklarede i sin afhøring, at han havde fundet hende hængende fra et vandrør. Han var ikke i stand til at forklare præcis, hvordan hun hang, men han havde taget hende ned. Mens han sad med hende, ankom en bekendt til huset, som efterfølgende rekvirerede ambulance. Den bekendte til fyren forklarede i sin afhøring, at pigen ville forlade sin kæreste. Han forklarede også, at vennen havde sagt, at han ville slå hende ihjel, hvis hun gjorde det. I ligsynsrapporten var der beskrevet et blåt mærke mellem pigens skulderblade og en kvælningsfure fra tørklædet hen over halsen. Jeg var sikker på, at hun var blevet kvalt af sin kæreste. Han havde brugt sit knæ til at presse hendes krop frem, mens han kvalte hende med tørklædet. Denne antagelse gik jeg videre til politiledelsen med. Den søndag sad politiassessor Erik Terp Jensen også og arbejdede ovenpå. Jeg gjorde, som min kollega havde gjort kort forinden: Smed sagen på hans bord og bad ham læse, mens jeg selv forlod rummet. Kort efter kom han ned til mig og sagde, at det var et drab forklædt som selvmord. Han sagde, at jeg skulle skrive et tillæg til rapporten, hvor jeg fremlagde de argumenter, der pegede i en anden retning end selvmord, og så ville han overbringe skrivelsen til politiledelsen, så sagen kunne genoptages. Jeg gjorde, som vi havde aftalt. Men få dage senere blev jeg kaldt op på politimester Jørgen Meyers kontor. Han oplyste mig om, at sagen skulle forblive på arkivet, da politiinspektør Abel Egede var blevet meget ophidset over, at en sag, som han havde godkendt som et selvmord, var blevet gennemgået igen uden hans accept. Begrundelsen for genarkiveringen af sagen var, at Abel Egedes vrede skulle undgås. Jeg kunne ikke gøre andet end at slå hælene sammen og forlade politimesterens kontor. Når de to øverste instanser siger selvmord, så nytter det ikke noget, at tre andre politiansatte længere nede i rækkerne siger drab. Men sagen nagede mig. Jeg gik til stationsleder Bjarni Fischer og argumenterede for, at den burde blive undersøgt bare lidt bedre. Han gav mig lov til at grave lidt dybere, hvis jeg lovede at gøre det med den største diskretion. Jeg besøgte således pigens tidligere hjem og så på findestedet. Det var omgående tydeligt, at hun ikke kunne have hængt sig i vandrøret, som kæresten påstod. For at være helt sikker gik jeg ned i tøjforretningen Minikka på Imaneq og købte nøjagtig det samme mærke tørklæde i samme længde og kvalitet. Disse oplysninger var beskrevet i papirerne. Tilbage i huset undersøgte jeg, om tørklædet overhovedet var langt nok til den påståede hængning. Det var det ikke. I mine øjne var sagen helt klar: Hun var blevet slået ihjel. Jeg gik tilbage til Bjarni Fischer og fortalte ham, hvad jeg havde fundet ud af. Han så også tørklædet. Men da jeg rejste hjem cirka 14 dage senere, sagde Bjarni Fischer, at når jeg gik ud af døren for sidste gang, ville sagen blive lagt på arkiv. Jeg troede i mange år, jeg kunne lægge sagen bag mig, men den bliver ved med at spøge i mit hoved. Det er en stor uretfærdighed, at pigen er stemplet som selvmorder, og at hendes familie tror, at hun har valgt at gøre en ende på livet for egen hånd. Samtidig går hendes gerningsmand rundt i Nuuk og kan grine af, at han slap af sted med en forbrydelse. Jeg har talt med pa Poul Hansen i marts i år under mit besøg i Grønland. Det var blandt andet ham, der skrev sagen, dengang pigen døde i november 1997. Han siger, at han allerede dengang var sikker på, at hun var blevet slået ihjel. Poul Hansen var ikke klar over, at jeg gravede i sagen i juni 1998. Han oplyser, at han gentagende gange forsøgte at gøre sine chefer opmærksomme på, at det ikke var selvmord, men drab. Den kollega, der smed sagen på mit skrivebord i første omgang, fastholder også i dag, at sagen er lukket forkert. Kort før han selv forlod politiet, havde han sagen fremme igen, fordi en anden pige var blevet ombragt på lignende vis. Han ville lige tjekke navnet på kæresten og se, om der var personsammenfald. Det var der ikke. Jeg fortalte, under mit besøg i Grønland i marts i år, hele historien til Janus Eigaard. Han lyttede med interesse og sagde til mig, at jeg skulle gå via de officielle kanaler. Det gør jeg hermed. Det er ikke længere muligt for mig at gå rundt uden at forsøge at gøre noget, og jeg ønsker, at politiet en gang for alle dykker ned i sagen og får den løst. Det må være muligt at genafhøre alle og få de sidste brikker til at falde på plads. Pigens familie sagde i deres afhøringer dengang, at de overhovedet ikke troede på, at hun havde taget sit eget liv. De fortjener at få sandheden at vide, og hvis kollegaerne og jeg har ret i vores formodning om drab og ikke selvmord, jaså skylder vi pigen, at hun bliver renset. Med venligste hilsner Hans Haahr Pedersen

Det gode retssystem med retfærdighed for alle

I Danmark er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Eller sandsynliggjort. Vores domstole dømmer helt efter reglerne på indicier, så når der bare er nok af den slags, så er det sandsynliggjort, man er skyldig. Men hvad nu hvis der aldrig blev efterforsket bredt og objektivt, så man overså noget? Hvad nu hvis man aldrig efterprøvede den sigtedes forklaring, men stemplede den som løgn og opspind helt fra begyndelsen? Kan det så være den forkerte mand, der sidder i fængsel for den væreste af alle forbrydelser?

Dømte har efter Retsplejelovens §729 d ret til at se de objektive efterforskningsfund, de blev dømt på. Det vil sige, at en dømt selvfølgelig ikke må se vidners forklaringer til politiet eller få oplyst eventuelle nye adresser, så man kan opsøge vedkommende eller få andre til at gøre det.
Ifølge professor i jura Eva Smiths bog: Straffeprocessen (2.udg., Kbh. 2011) kan man læse følgende:

”Retsplejerådet antager, bet. 1427/2003, at mentalerklæringer og udtalelser fra Retslægerådet om tiltalte selv ikke kan undtages fra aktindsigt. Det samme antages at gælde tekniske beviser om sagens ydre omstændigheder, rapporter fra laboratorier, bilinspektører mv.” (s. 222)

Det vil sige, at for eksempel prøver af hår, tøj og fibre, der er sendt til Retsgenetisk Afdeling eller Teknologisk Institut burde være omfattet af aktindsigtsreglerne. Alligevel henviser både politi og statsadvokat til undtagelsen for aktindsigt i retsplejelovens §729 d, stk 3, nr. 3, der siger at særlige hensyn til vidner eller andre taler imod udlevering i sagen med Allan Hansen.

Læserne kan selv læse Allans Hansens brev til statsadvokaten her.
Det er værd at bemærke, at overskriften er fremhævet med en større skriftstype og med fed i statsadvokatens afslag. Afslaget kan ses her. Jeg har set masser af breve fra statsadvokater, men jeg har aldrig set så stor en overskrift før. Det er næsten som et barn, der bare vil have sin vilje.

I brevet svarer statsavokaten slet ikke på, hvorfor Allan Hansen ikke må få aktindsigt i de kemiske spektre, der ligger elektronisk på Teknologisk Institut. Spektre, der er analyser af de "krudtpartikler", politiet fandt på højre hånds overflade.
Heller ikke rapporten fra Retsgenetisk Afdeling om hår, der er skrabt af højre hånd, må han få aktindsigt i. Men hvorfor? Hvad er det, vi ikke må se? Hvordan kan aktindsigt i en analyse af partikler og af hår fra hånden fraviges af særlige hensyn til vidner eller andre?

Når Allan Hansen udtrykker bekymring om objektivitet fra statsadvokatens side kan det måske skyldes dette:

Peter Brøndt Jørgensen var dybt involveret i sagen helt fra begyndelsen, og han arbejdede hårdt og stædigt for, at Hansens sag skulle bruges som prøveklud for at afskaffe rabat til drabsmænd, der slår samlevere ihjel. Det lykkes.

Men tilbage står spørgsmålet: Blev den rigtige mand dømt? Jeg er langt fra sikker.  

Uskyldig dømt? Hvad tror du?

Lad mig lige prøve at ridses op, hvorfor jeg mener, der er sket en fejl i drabs-sagen fra Gullestrup. Her ser man et foto af Allan Hansen i præcis det tøj og de træsko, han havde på den nat, han efter sigende satte ild til rækkehuset i Gullestrup.

I retten bliver han dømt for at have hældt benzin ud fra en 10-liters dunk, fordi Teknologisk Institut finder brandbar væske på skjorten, jakken og træskoene. (Denne rapport har jeg fået aktindsigt i).

I politiets rapport står der, at Allan Hansen har brandbar væske på skjorten, jakken, træskoene OG BUKSERNE. Denne forkerte oplysning indgår som bevismaterialet i Højesteret, der foretager strafudmålingen. (Denne rapport har jeg også aktindsigt i).

Jeg har interviewet Lars Schøitt Sørensen, Seniorforsker, civilingeniør, Ph.D. i brandfysik og brandteknisk design ved Statens Byggeforskningsinstitut. Han siger, at det er ”helt usandsynligt”, at Allan Hansen har plasket benzin ud på gulvet og ramt skjorte, jakke og træsko uden at få så meget som et stænk på bukserne. Med henvisning til billedet af Allan i tøjet ses det, at Allans cowboybukser er for lange, så de rører jorden. Dette faktum beskriver politiet selv i den tekniske rapport. Alligevel tænker ingen over, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre at hælde benzin ud over det hele uden at ramme bukserne.

Benzinresterne på skjorten og jakken passer meget fint med, at Allan konstant lå under bilen og skruede og reparerede, fordi den var utæt på det ene og det andet sted. Jeg har forskellige kilder, der fortæller, at benzintanken på bilen kun kunne tankes halvt op, fordi der var hul, så benzinen løb ud igen. Det faktum, at benzintanken i bilen kun kunne fyldes halvt, er netop forklaringen på, at Allan tanker på reservedunken om lørdagen. Dette gjorde han altid, når han tankede.

At træskoene har spor af brandbar væske er helt naturligt, da enhver, der tanker en bil på en benzintank, får rester af benzin under skoene. Det bliver aldrig undersøgt, om den brandbare væske findes ovenpå skoene, eller om det er under bunden.

Vi har altså en ekspert, der mener, det er ”helt usandsynligt”, at Allan Hansen har hældt benzin ud uden at ramme bukserne. Det vil sige, at vi ikke kan placere Allan Hansen i forbindelse med mordbranden. Hvem har så tændt ild til rækkehuset?

Blandt andet har jeg ladet pensioneret efterforsker Jørn Moos se på efterforskningen, og han siger:

Det er ganske afgørende, at politiet efterforsker alle sager objektivt. Selvfølgelig skal man efterprøve om Allan Hansens forklaring passer. Det er ikke nok at følge sin egen fastlagte teori og udelukkende arbejde for at underbygge denne. Hvis den man mistænker fortæller noget konkret, så skal man selvfølgelig undersøge og efterprøve det.

Jeg synes bestemt, der mangler elementer i efterforskningen. Ser betjentene fremmede dækspor i skoven, hvor Allan Hansens bil bliver fundet? Hvem havde afdøde forbindelse med op til drabet? Fandt man ikke et patronhylster i huset? Efterprøvede man om benzinen i dunken stammede med benzinen fra tanken, hvor Allan Hansen blev set tanke? Blev der fundet blodspor på Allan Hansen? Blev der fundet tøj i huset med blodspor på? Hvorfor blev øldåserne i huset ikke undersøgt for bedøvende midler, når Allan Hansen siger, at han blev tvunget til at drikke en halv øl og blev svimmel? Findes der billeder af den benzindunk, der svar i skuret, så man kan se, om det er den, han tanker på på benzinstationen? Er resterne af den smeltede benzindunk i huset den samme, som han tanker på på tanken? Passer den fremmede studs fra bagagerummet af bilen med den dunk, der bliver fundet halvsmeltet i hundekurven? Er krudtslamspartiklerne fra Allan Hansens hånd og afdøde ens?

Når så mange ting ikke er blevet undersøgt, så er det stadigt muligt, at der er en anden forklaring end den, som Allan Hansen er dømt på. Jeg har da oplevet, at politifolk har taget fejl.

Det skrider frem med arbejdet på bogen, men politi og statsadvokat nægter lige nu Allan Hansen aktindsigt i objektive analyser og rapporter om ham selv. Det burde ikke være muligt at afslå aktindsigt i den slags, og derfor er der i dag blevet sendt en habilitetsklage af sted over statsadvokaten, der også stod som anklager i denne sag både i by- og landsret.

Tilbage står et andet afgørende element: Krudtslam på Allan Hansens højre hånd. Der var tre partikler, da politiet "duppede" højre hånds overside på politigården.

Der er kun et lille men: Allan Hansen havde forede skindhandsker på, da han gik fra bilen og ud i skoven for at finde hjælp. Disse handsker er blevet testet for grundstoffer i krudtslam på Teknologisk Institut. Der var en lille forekomst af bly i begge handsker, men ikke mere end hvad man normalt ville forvente. Men hvis alle tre metaller ikke er til stede, så er der ikke tale om krudtslam. Med 100 procents sikkerhed.

Allans skindhandsker, der har været undersøgt
på Teknologisk Institut.

Jeg har læst en nyligt udgivet engelsk rapport, der fastslår, at det er muligt at sammenligne krudtslamspartikler. Når et våben affyres, sendes der en hel række af forskellige grundstoffer med ud, som lander i omgivelserne. Alt efter ammunitionstype og våbnets metalliske egenskaber, samles det i partikler, som slår ud i en analyse.

Politiet og statsadvokaten nægter at give Allan Hansen aktindsigt i den kemiske analyse af de tre krudtslamspartikler, der blev fundet på hans højre hånd. Der gives ingen begrundelse for afslag på aktindsigt. Det er aldrig blevet undersøgt, om de tre partikler på højre hånd ligner de 53 partikler, der fandtes på afdøde, selvom dette tekniske set er muligt. Også i dag, da profilerne er gemt.

Jeg er kørt fast i sagen nu. Aktindsigten er afgørende for det videre forløb. Krudtpartiklerne kan fastslå, om Allan Hansen affyrede den boltpistol, som afdøde var ramt af, eller om de tre krudtpartikler stammer fra det øjeblik, da han gav højre hånd til vidnet på Kiersvej.

Geværet, som den gamle mand stod med, da han tog
imod Allan Hansen. Bemærk, hvor krudtet kommer ud.

Vidnet havde lige stået med et gevær i højre hånd for at forsvare sig mod en eventuel hjemmerøver. Dette er aldrig indgået i sagen. Tænk, hvis de tre krudtpartikler på Allan hånd er fuldstændig magen til krudtpartiklerne fra den gamle mands gevær? Så sidder der en mand i fængsel for en forbrydelse, han ikke har begået.

Hvad tror du?